4.3.1
De udpegede bevaringsværdige kulturmiljøer fremgår af kortbilag.
4.3.2
Indenfor udpegede kulturmiljøer må tilstanden eller arealanvendelsen af særligt værdifulde sammenhængende helheder eller enkeltelementer ikke ændres, hvis det indebærer, at områdets kulturværdier forringes. Nybyggeri indenfor udpegede kulturmiljøer skal tilpasses den kulturhistoriske sammenhæng.
4.3.3
Ændringer må dog foretages som led i en forbedring af områdets kulturværdier eller i medfør af allerede gældende bestemmelser i en fredning eller lokalplan. Ændringer skal ske i henhold til de bærende fortællinger for det pågældende kulturmiljø.
4.3.4
Tilstanden og arealanvendelsen i udpegede kulturmiljøer må kun ændres, såfremt det kan begrundes ud fra væsentlige samfundsmæssige hensyn, og såfremt det ud fra en konkret vurdering kan ske uden at tilsidesætte de særligt værdifulde sammenhængende helheder eller enkelte elementer.
4.3.5
Der skal inden for den kommende planperiode foretages en vurdering af, om det gældende plangrundlag for de udpegede kulturmiljøer er tilstrækkeligt til at sikre de bærende bevaringsværdier i området. Hvis dette ikke er tilfældet, skal det vurderes, om der skal udarbejdes et fornyet plangrundlag.
4.3.6
Inden for udpegede kulturmiljøer skal der generelt tilstræbes størst mulig adgang og mulighed for oplevelse og forståelse af kulturværdierne. Den almene adgang kan dog begrænses inden for områder, der er særligt sårbare.